MUSIKEREN

Ikke mange kan prale af 75 års erfaring

Svend Hjartbo er 81 år, en tidligere skolelærer i tysk og matematik, der udtaler ord med en sjældent hørt korrekthed. Svend er også en mand, hvis hjerte banker for musikken, og han udlever sin passion for musikken som frivillig på ældrecentre og plejehjem. At Svend er unik, ved han godt. Han ved godt, at de færreste 81-årige har energi til at køre ud flere gange om ugen for at underholde ældre med god klavermusik.

Flere gange om ugen drager Svend Hjartbo ud til plejehjem og ældrecentre i København og omegn for at spille op til sang på klaveret - og dem, han spiller for, er oftest på hans egen alder eller yngre. Nogle gange kører Svend alene, andre gange er hans to kompagnoner med og synger for, mens han spiller. Svend er nemlig frivillig glædeskaber: Det bedste jeg ved, er at se beboerne live op, når jeg spiller en gammel sang fra deres ungdom. Pludselig kan mennesker, der før knap kunne huske, hvad en gaffel skulle bruges til, synge hele vers og nynne med på melodierne. For Svend er netop dét essensen af hans frivillige arbejde - at glæde andre.

Når turen går forbi ældrecentrene, har Svend altid en solist med. Ældrecentret disker op med en bunke frivillige - og fælles for både ansatte, ældre og frivillige er, at danseskoene er pudsede og klar til at blive brugt. I lige knap halvanden timer spiller Svend op til dans, og solisten synger for. Alle danser med hinanden, synger med på dansemelodierne og nyder et frirum i en nogle gange ensformig hverdag: Jeg tror faktisk, at det er mine favorit-øjeblikke. Der er en fantastisk stemning; alle er glade og i gang, og så bliver jeg altid så opmuntret af dans.

Svends egen glæde og energi bliver også styrket af det frivillige arbejde:
Jeg holder mig selv i gang ved at lave det her, og jo mere jeg laver, des mere energi får jeg. Svend Hjartbo har spillet klaver, siden han var seks år - og han gør en bemærkelsesværdig indsats for at yde sit bedste, når han sidder ved klaveret. Fem gange om måneden går han til klaverundervisning for at udvikle sig som musiker, og selv siger han: Det er vigtigt at pleje sine evner, ellers visner de hen. Det er også meget vigtigt for mig, at jeg spiller korrekt, og jeg synes jo heller ikke, at jeg kan være andet bekendt.

Svends holdning til frivilligt arbejde er klar:
Frivillighed og hjælpsomhed er to essentielle ting for os som mennesker. Frivillighed behøver ikke at vise sig som noget stort og opsat. Man skal blot finde noget man holder af og så gøre det. Ej heller alder bør ifølge Svend Hjartbo have en betydning: Så længe du har gejst og energi, så kan du gøre noget godt for andre. Alder betyder intet i den sammenhæng - det, der betyder noget, er lysten til at glæde andre. Han afslutter: Det er de små glæder i livet, der holder hjulene i gang, og det synes jeg, at vi skal dyrke.