DET GODE OPSLAG

I denne guide får du fem gode råd til, hvordan du skriver et godt opslag. Det er ikke nogen større videnskab: Du ved godt, hvad der gør det frivillige arbejde i jeres organisation fantastisk at engagere sig i - vi giver dig her et overblik over, hvilke informationer, du skal huske at få med, og hvordan det er smartest at bygge opslaget op.

1. Fokuser på ansøgerens behov
Hvad får man ud af blive frivillig hos os? Man kommer let til at fokusere på, hvad det er for opgaver, man mangler hænder til - men husk at holde fokus på, hvad der får den frivillige til at melde sig, fx:

  • At gøre en forskel
  • At lære om sig selv og andre
  • At kunne skrive noget på CV'et
  • At blive en del af et fællesskab

Men husk også, at I skal skille jer ud og vise, hvorfor det netop er hos jer, man skal engagere sig. Det er fint at skrive, at man kan gøre en forskel - men husk at skrive, hvordan og for hvem, man gør en forskel i jeres organisation. Og hvad er det egentlig for nogle specifikke kompetencer, man kan skrive på sit CV efter at have været frivillig hos jer? Gør det kort og klart - men undlad klichéer.

2. Besvar de grundlæggende spørgsmål
Jeres opslag skal give læseren svar på nogle basale spørgsmål, fx:

  • Hvor meget tid skal jeg bruge på det frivillige arbejde?
  • Hvad er det for en organisation?
  • Hvilke situationer kommer jeg til at stå i?
  • Hvad forventer organisationen af mig - som menneske og fagligt?
  • Hvem er de andre frivillige og ansatte?

Og selvfølgelig spørgsmålet: Hvorfor skal jeg melde mig som frivillig her? Dette skulle dog helst blive besvaret igennem alle de ovenstående punkter.

3. Det vigtigste først - og underoverskrifter
Det er de færreste mennesker, der læser en tekst fra ende til anden online. Gør det derfor nemt for læseren at danne sig et overblik over opslaget og dets indhold. Brug gerne punktopstillinger, forskellige formateringer - fx fed tekst eller kursiv. Derudover er underoverskrifter guld værd. Hvis de er sigende og enkle, er det nemt for læseren at danne sig et overblik over opslaget.

4. Skab billeder hos læseren
Don't tell it! Show it! lyder et ofte benyttet journalistisk mantra. Det, de mener er, at jeres tekst skal give læseren billeder på nethinden.

Formuleringer som 'Hjælp socialt udsatte mennesker' fungerer - men sjældent alene. Forsøg at gøre opslaget nærværende og levende ved at tilføje mere præcise beskrivelser, som appellerer til følelserne og kan skabe et konkret billede af behovet. Fx om den gamle dame, der sidder og drikker sin kaffe alene hver dag, hele året.

5. Vis, hvad I brænder for!
Når man spørger mennesker, hvorfor de er frivillige, er et af de hyppigste svar, at de gerne vil gøre en forskel. De er frivillige, fordi de brænder for arbejdet og sagen. Derfor: Fortæl, hvad jeres sag er, og hvem det er, I gør en forskel for.

Derudover er det en god idé at linke til jeres hjemmeside eller facebook, hvor I måske har nogle mere uddybende informationer om hvem I er.