Alle har ret til at udføre frivilligt
arbejde, men hvis du modtager arbejdsløshedsdagpenge eller efterløn
og gerne vil udføre frivilligt arbejde, skal du være opmærksom på
reglerne, som vi kort gennemgår i det følgende. Ift.
førtidspension, sygedagpenge, kontanthjælp og folkepension er der
som udgangspunkt ingen restriktioner. Dog er der nogle forhold, du
bør være opmærksom på. Dem kan du læse mere om her.
Nogle former for frivilligt arbejde medfører træk i
arbejdsløshedsdagpenge og efterløn. Du skal altid oplyse din
A-kasse om din deltagelse i frivilligt arbejde. Vær særlig
opmærksom på at oplyse A-kassen om ændringer i arbejdets karakter.
Frivilligt arbejde bliver delt op i tre kategorier. Der er
forskellige regler for de tre kategorier.
Det er din A-kasse, der tager stilling til,
hvilken af følgende kategorier, dit frivillige arbejde
tilhører:
Kategori 1:
Frivillige aktiviteter, der kan udføres uden fradrag. Det vil
sige, at der ikke er nogle begrænsninger i dine muligheder for at
udføre denne type frivilligt arbejde. Denne kategori gælder
frivilligt, ulønnet arbejde, der ikke kan udbydes som almindeligt
arbejde.
Eksempler:
- Besøgsven
- Arbejde i sociale cafeer og væresteder som vedrører almindelige
forfaldende aktiviteter.
- Tøjsortering og ekspedition i genbrugsbutikker
- Rådgivning der ikke kræver eller forudsætter særlig
uddannelse
- Lettere omsorgsarbejde, f.eks. aflastning af pårørende til syge
i eget hjem
- Særlig indkøbshjælp eller ledsagelse til indkøb
Kategori 2:
Frivillige aktiviteter, der kan udføres i op til 4 timer om ugen
uden fradrag. Denne kategori gælder arbejde, der kan udbydes som
lønarbejde.
Eksempler:
- Socialrådgiver i et krisecenter
- Jurist i retshjælp
- Rådgivning, der kræver eller forudsætter en særlig
uddannelse
For ulønnet arbejde i denne kategori gælder,
at det kan udføres i op til 4 timer om ugen uden fradrag (taget som
et gennemsnit over en udbetalingsperiode). Hvis du arbejder i flere
timer, vil det medføre et træk i dagpenge eller efterløn. Antallet
af timer skal løbende påføres dagpengekortet.
Kategori 3:
Frivilligt arbejde vedrørende primær drift og
vedligeholdelse medfører altid fradrag. Ved primær drift forstås
arbejde, der er med til at sikre organisationens overordnede,
administrative drift. Det kan f.eks. være personaleadministration
og økonomi- og organisationsstyring. Ved vedligeholdelse forstås
arbejde, der sikrer, at de fysiske rammer er i orden, f.eks. maling
af lokaler og rengøring.
Læs mere her
Reglerne er komplicerede, og ovenstående gennemgang dækker kun
hovedpunkterne. Du kan læse meget mere om reglerne i denne pjece, som Center for frivilligt socialt
arbejde har udgivet.