Du er her: Frivillige > Frivillig i udlandet

Vil du være frivillig i udlandet?

På Frivilligjob.dk finder du ikke ret mange frivilligjobs, der foregår i udlandet. Derfor har vi samlet information om en række organisationer, der sender frivillige ud, neden for.

De fleste organisationer stiller en række krav til dig, før du kan arbejde frivilligt i udlandet. Nogle organisationer stiller krav om faglige kvalifikationer eller personlighed, og andre udsender kun frivillige i en bestemt aldersgruppe. Du bør også stille store krav til den organisation, der sender dig til udlandet.

Der er stort set altid egenbetaling, når man bliver sendt ud som frivillig. Prisen varierer afhængig af organisation, destination og længden af udsendelsen.

Danske organisationer
Her kan du finde nogle af de danske organisationer, der sender frivillige til udlandet:

Danish Volunteers
Danish volunteers arrangerer frivilligt arbejde, sprogrejser og praktikophold i Guatemala. Der tilbydes spanskundervisning og frivilligt arbejde i og omkring byerne Antigua og Quetzaltenango. Arbejdet varierer fra børnehaver og skoler til naturbevaring og et kvindefængsel.

Ungdommens Røde Kors
Ungdommens Røde Kors er Dansk Røde Kors' selvstændige børne- og ungdomsorganisation. Ungdommens Røde Kors laver frivilligt humanitært arbejde for sårbare børn og unge lokalt, nationalt og internationalt - for eksempel ferielejre, lektiecafeer og flygtningerollespil. Ungdommens Røde Kors udsender hvert efterår ungdomsfrivillige mellem 18 og 25 til blandt andet Uganda.

Folkekirkens Nødhjælp
Folkekirkens Nødhjælp sender volontører mellem 18 og 30 år af sted til verdens fattigste lande. Med udgangspunkt i forskellige lokale hjælpeorganisationers arbejde lærer du, hvad det vil sige at leve i 'verdens udkant'. Folkekirkens Nødhjælp har programmer til tre verdensdele, hvor opholdene er af ca. fire måneders varighed.

Dansk ICYE
Dansk ICYE sender unge mellem 17 og 30 år på udveksling til Latinamerika, Afrika, Asien, New Zealand og Europa i 6 eller 12 måneder. Du laver frivilligt arbejde og bor hos en lokal værtsfamilie, hvor du får indsigt i landets kultur og lærer sproget.

AFS Interkultur
AFS Interkultur er Danmarks største og ældste organisation for international ungdomsudveksling. Foreningens formål er at bidrage til fred og forståelse lande imellem ved at lade unge mennesker mødes på tværs af kulturelle, økonomiske, religiøse, sociale og politiske skel. AFS Interkultur sender unge til Asien, Latinamerika og Afrika.

Global Contact
Global Contact, Mellemfolkeligt Samvirkes volontørprogram, udbyder ophold i ulande verden over. Et Global Contact-ophold er ikke en turistrejse, men en fantastisk mulighed for at komme tæt på og få en større indsigt i, hvordan verden hænger sammen, og hvordan du selv kan gøre en forskel gennem frivilligt arbejde.

Afrika InTouch
Afrika InTouch er en kristen organisation, der arbejder med gadebørn og uddanner ungdomsledere. Afrika InTouch udsender frivillige til afrikanske lande, hvor opholdene er af 3-6 måneders varighed.

Ghana Venskabsgrupperne
Ghana Venskabsgrupperne har arbejdet i Ghana siden 1979 og ønsker at fremme venskabsforbindelser mellem Ghana og Danmark. Ghana Venskabsgrupperne sender frivillige til Ghana og opholdene er typisk af 6 måneders varighed. Arbejdsopgaverne defineres ud fra lokale ønsker og behov samt din baggrund og dine interesser.

Verdens Skove - Nature Tours
Hvis du gerne vil opleve naturen, kulturen og menneskene i Latinamerika helt tæt på, kan du rejse ud med Verdens Skoves Nature Tours. Organisationen arrangerer rejser til Latinamerika, hvor du kan komme ud på et lokalt miljøprojekt og lave frivilligt arbejde.

Læger uden grænser
Læger, sygeplejersker, jordemødre, farmaceuter og laboranter har mulighed for at arbejde i nødstedte områder gennem Læger uden grænser.

Projects Abroad
Projects Abroad arrangerer frivilligt arbejde på over 150 projekter i mere end 25 lande. Rejs fx  til Peru, Tanzania, Nepal eller Cambodja. Organisationen er uafhængig af politik og religion.

Det danske hus i Palæstina
Formidler frivilligt arbejde for danskere i Palæstina.

Tanzibarn.dk
Foreningen tanzibarn.dk tilbyder et uforglemmeligt ophold som frivillig på et lille børnehjem i Usa River i Tanzania. Du får en unik indsigt i den tanzaninske kultur, et tæt samarbejde med de lokale ansatte/ledelsen og en kæmpe oplevelse for at være en vigtig del af en lille forenings arbejde i Tanzania. Du vil dele rollen som frivillig med 2-3 andre, og I vil bo sammen på børnehjemmet. Du får kost og logi, men skal selv betale rejse, forsikring, visum og et deltagergebyr på 1.000 kr.


Del på Facebook