Bente Olsen, 72 år, frivillig i Foreningsbutikken og
Ressourcebanken
Alderen er ingen hindring, hvis man ønsker at være frivillig.
Det mener 72-årige Bente Olsen, der begyndte som frivillig, da hun
kedede sig efter at være stoppet med at arbejde. Hun vil ikke
påstå, at hun har travlt, når hun passer hvervet som frivillig i
Foreningsbutikken eller tager ud til arrangementer som en del af
Ressourcebanken. Men hun hygger sig og har oven i købet fået en
rigtig god veninde, som hun også ser privat. Bente ser mere mening
i at bruge sine ledige timer på at være frivillig end at bruge dem
på golfbanen.
Nogle gange synes hun, at det hele virker lidt for løst, og at
der er lidt for mange kaffepauser, men det er, siger hun, fordi hun
sammenligner det med at gå på arbejde.
I Foreningsbutikken udfører hun kontorarbejde, mens hun i
Ressourcebanken er en del af en base med 60-70 seniorer, som
stiller deres arbejdskraft til rådighed i forbindelse med større
arrangementer, som når der for eksempel skal sælges katalog i
forbindelse med udstillinger i Århus.
- Der er flere fordele i det frivillige arbejde. Jeg lærer nogle
mennesker at kende, og jeg holder kompetencerne fra mit arbejdsliv
vedlige, og så bidrager det til at skabe struktur i hverdagen.
Endelig får jeg nogle gode oplevelser, når jeg deltager i
arrangementer i Ressourcebanken, siger Bente.
Trods mange år på arbejdsmarkedet mener Bente ikke, at hun er
færdig med at lære. Hun fortæller, at det frivillige arbejde blandt
andet giver en øvelse i at blive mere fleksibel og udfordre de
sociale kompetencer, da hun skal kunne omgås mange forskellige
mennesker.
- Der er mange seniorer, der savner at gøre nytte ud over at
passe børnebørnene. De fleste kan godt lide at arbejde, og det at
være frivillig er på mange måder som at gå på arbejde, og så gælder
det noget. Som frivillig er du med til at få noget til at fungere,
siger Bente.