Frivillighed før og nu

De frivillige organisationer og frivilligt arbejde er selvfølgeligheder i dagens Danmark. Det danske foreningsliv er efter manges opfattelse ligefrem en del af den danske selvforståelse. Og den danske frivillighed har da også dybe rødder.

Selvom der allerede i 1700-tallet fandtes velgørende sammenslutninger, tog frivilligheden først for alvor fart med vedtagelsen af Grundloven i 1849. I Grundloven blev borgerne sikret forenings- og forsamlingsfrihed, hvorefter det stod enhver frit for at danne foreninger – uden statslig godkendelse vel at mærke.

Grundloven
Med demokratiseringen af Danmark opstod en lang række interesseorganisationer og sociale organisationer, der havde til formål at tilgodese befolkningsgrupper, der ikke blev tilstrækkeligt tilgodeset af det offentlige. Dengang som i dag afspejlede de frivillige organisationer samfundets aktuelle behov og problemstillinger.

Staten havde tidligere støttet de fattige, der ikke kunne forsørge sig selv. De fleste danskere fik ved Grundlovens indførelse en lang række borgerrettigheder. Men de mennesker, der ikke kunne forsørge sig selv, blev ikke opfattet som værdige medborgere og mistede på den baggrund eksempelvis retten til at stemme eller blive gift.

I løbet af de efterfølgende årtier blev det dog alment accepteret, at ikke alle mennesker var skyld i deres fattigdom. Mens fattige mennesker almindeligvis blev opfattet som uværdigt trængende, blev for eksempel syge og handicappede efterhånden opfattet som værdigt trængende.

Hjælpen til de værdigt trængende blev snart organiseret gennem understøttelsesforeninger, der ofte hvilede på et kristent grundlag og blev drevet af frivillige bidrag. Andre kirkelige organisationer engagerede sig politisk i kampen mod fattigdom og alkoholmisbrug.

Den politiske udvikling og organisationernes interessepolitiske engagement betød, at konsekvenserne ved at modtage offentlig hjælp blev mindsket og i begyndelsen af det 20. århundrede var den offentlige støtte blev meget mere omfattende. Mange sygdoms- og handicapgrupper dannede nu deres egne medlemsbaserede interesseorganisationer, der skulle kæmpe for netop deres interesser.

Socialreformen
I 1933 fik den socialdemokratiske regering gennemført Socialreformen. Det blev starten på den danske velfærdstat, hvor det offentlige fik en central rolle i at sikre borgernes velfærd. Men de frivillige organisationer havde stadig en rolle at udfylde. Det offentlige havde ganske vist det endelige ansvar velfærden, men man var overbevist om, at det frivillige engagement var af en særlig karakter, der kunne udføre dele af hjælpearbejdet bedre end det offentlige system.

I forbindelse med Socialreformen indførte man et samarbejde, hvor det offentlige kunne overdrage driftsopgaver til de frivillige organisationer. Overdragelsen af sociale driftsopgaver blev især udbredt på handicap-, alkohol- og børneområdet, hvor mange organisationer kunne udvide deres aktiviteter.

Velfærden vokser
I de efterfølgende årtier, og særligt i 60’erne og 70’erne, voksede det offentlige engagement. Samtidig skete der en professionalisering og øget regulering af det sociale område for at sikre alle borgere en ensartet offentlig ydelse. Organisationerne måtte gradvist – og særligt efter vedtagelsen af bistandsloven i 1976 – tilpasse sig og fik i stigende grad rolle som serviceleverandør for det offentlige.

Fra midten af 70’erne og til begyndelsen af 80’erne blev landet præget af en generel økonomisk afmatning, høj arbejdsløshed og dermed øget efterspørgsel efter sociale og sundhedsmæssige ydelser. De offentlige udgifter steg dramatisk og der var hurtigt bred politisk enighed om, at velfærdsstaten var blevet for dyr.

Mange af 70érnes nyoprettede kvindebevægelser og miljøorganisationer kritiserede højlydt de gængse velfærdstrukturer og deres konventionelle løsninger. De gjorde krav på indflydelse på deres eget liv og livsvilkår, og udviklede derfor deres egne alternative løsninger.

Alternative løsninger
Tiden efter 1980 var præget af ønsket om at udvikle alternative løsninger på samfundets problemer og et behov for decentralisering og nærhed. Det betød, at der blev dannet nye organisationer og foreninger i hidtil uset antal. Især fødtes mange nye sygdoms- og handicaporganisationer, ligesom selvhjælpsprojekterne så dagens lys.

En grundlæggende nyorientering i den danske socialpolitik betød, at det ikke længere alene skulle være det offentlige, der skulle tage sig af borgernes velfærd. Socialkontorerne kunne ikke løse alle sociale problemer og alle – frivillige organisationer, erhvervslivet, privatpersoner – blev tilskyndet til at tage et socialt medansvar.

Velfærdsstaten skulle blive til velfærdssamfundet. Det politiske ønske om nytænkning inden for løsningen af sociale opgaver udmøntede sig i mangeartede udviklingsprojekter på frivilligområdet. Man iværksatte et omfattende socialt udviklingsprogram (SUM), der blandt andet skulle styrke det lokale initiativ og fleksibiliteten inden for det sociale område – og ikke mindst forbedre menneskers muligheder for at deltage i beslutningsprocesserne.

Organisationerne har på den baggrund i dag fået en central og legitim rolle i det det sociale område.

Kilder: Center for frivilligt socialt arbejde (www.frivillighed.dk) og The voluntary social sector in Denmark, Socialministeriet i samarbejde med Center for frivilligt socialt arbejde, 2001.